Opstigningen på sidste del af dagens etape var det mest krævende stræk til nu. Her er en havelåge med indvendige gear og oppakning ikke så meget bevendt; men så må man jo bide skammen i sig og trække. Til gengæld var det anstrengelserne værd. Her midt i Jurabjergene er der bløde, skovklædte toppe, frodige enge, glade køer og med mellemrum små pittoreske landsbyer…Det ser virkelig godt ud i solskin. Mit hotel ligger i Champlive, en by hvis størrelse, man kan udlede af, at kommunekontoret har åbent tirsdage 10.30 til 12.00 og 17.00-18.30!

På opfordring lidt mere om de mennesker, jeg møder: endnu er jeg ikke for alvor faldet i snak med nogen; men har da fået lidt ud af mine forskellige værter. Til gengæld møder man sjove typer på den efterhånden ret befærdede cykelvej. Til formiddag kom to alvorligt udseende rulleski-løbere skøjtende imod mig i stor fart. De lignede ikke norske langrends-atleter – snarere brydere i en tung klasse. De havde givet god træning af turen.

Over middag kom en ældre mandlig medborger kørende mod mig i pæn fart med ganske let oppakning på sin racer – samt en grænsende til usund kulør i ansigtet. Han havde ikke tid til at hilse. Lige bag ham kom givetvis hans kone – smilende og hilsende på en el-cykel med dobbelt læs! Dét gav en idé, jeg lige vil vende med fruen, når vi igen ses længere fremme på ruten.

Hotellet er igen et lille, hyggeligt sted – tydeligvis med kulinariske ambitioner, som jeg glæder mig til at teste af i aften oven på en wrap til frokost. Selvom det ikke ser ud af noget udefra eller på nettet, er hotellet virkelig velholdt og med fine faciliteter for et to-stjernet af slagsen. Herunder en meget velplejet prydhave til gæsternes afbenyttelse. Scoopet er et lille aflukke langs den rislende bæk, der løber langs terrassen. Her svømmer ørreder rundt uvidende om, at de står på aftenens menu.

Når man er oppe i årene og fuld af oplevelser, bliver der let mange apropos’er. Her kommer jeg straks til at tænke på en frokost i det grønne hos en bortgemt kroholder i de armenske bjerge. Her sad gæsterne i små aflukker overdækket af vinranker i en frodig, terrasseeopbygget have imellem den ene ørreddam efter den anden. Det gav det krobesøg sammen med et par gode naboer en ekstra dimension.